
| FOREBITTERS
Forebitters blev dannet i 1994. Gruppen blev samlet med det ene formål at indspille og udgive en CD med de gamle engelske "Sea-shanties" . Der skete to ting. Den ene var at vi blev glade for hinanden, og den anden og nok så væsentlige, var at vi blev glade for sangene og melodierne. Det endte derfor med at vi valgte at fortsætte, som gruppe, og siden gik det stærkt. Vi ramte en Europæisk bølge, som bragte os rundt på en lang række af europæiske maritime festivaler. Forebitters har gennem årene optrådt på en perlerække af festivaler i : Polen, Estland, Tyskland, Holland, Norge og Sverige. Det er også blevet til lidt mere end den første CD, idet "Strike the bell" fra 1994 i 1997 blev fulgt op af "It´s Our Sailing Time" og endelig i 1999 af " Ships May Come & Ships May Go". Et nyt projekt er under opsejling. Forebitters har skrevet musik til en ungdomsmusical med titlen "Kaperskuder på Storebælt" Kaperskuder var små skibe, som af kongen fik Kaperbrev. DVS at de fik tilladelse til at kæmpe mod og beslaglægge fjendens skibe. Tiden er 1807-14 og fjenden var England. Danmark tog jo Napoleons parti, og i kampen mod England , tabte vi og måtte afstå hele vores flåde - også skibe i handelsflåden. Kongen gav nu tilladelse til at mindre skibe blev udrustet med små kanoner, og de kunne nu tage kampen op med englænderne. En tilsyneladende ulige kamp - men de små og ofte hurtige både med lokalkendskab til farvandene viste sig effektive, og mange mindre skippere blev styrtende rige, og mange små havne og fiskersamfund oplevede en opblomstring. Disse nyskrevne sange er på dansk og kom på CD i 2003. Forebitters har herhjemme optrådt på Skagen-festival, International Shantyfestival Korsør, Strib vinterfestival, en række folkemusik-klubber, pubs, værtshuse, fester, konferencer møder m.v.
|