HELGE ARILDSØ
Seashanties - Seasongs - Maritime sange - Traditionel folkemusik - Singer Songwriter - musikalske foredrag
|
Maritime Sange Her så lidt om mig selv. Jeg har gennem de seneste snart 40 år optrådt rundt omkring i Danmark og udlandet med folkemusik og sange. Gennem de seneste 20 år har repertoiret koncentreret sig omkring den maritime folkemusik, fra de gamle "Sea-Shanties" til mere moderne melodier og sange indenfor genren. Jeg optræder såvel solo, eller som del af en trio. Især udlandet har efterspurgt os. Det er blevet til turnéer rundt omkring i Danmark og Europa gennem årene. Vi har været faste gæster på festivaler i Polen, Tyskland, Norge, Holland, Sverige, Estland og Frankrig. År 1999 tog jeg den første turné til Australien, med optræden i folkclubs, danske klubber, og sidst men ikke mindst på Victor Harbor Folk festival. En turné som med succes blev gentaget i 2004. Traditionel folkemusik Jeg har gennem alle 40 år sunget traditionelle sange dels fra den danske tradition, men også og måske især fra den Engelske og amerikanske tradition. De sange som finder vej til mit repertoire har meget ofte en fortælling om folket og om livets genvordigheder i teksten Singer/Songwriter Jeg har gennem alle årne skrevet egne sange, men har også lånt og fået sange af andre sangskrivere fra det meste af verden. Jeg begyndte at skrive sange med politisk stillingtagen til alverdens ting i begyndelsen og midten af 70´erne. Et par enkelte kærlighedssange fik dog også sneget sig ind, men hovedbudskabet var og er stadig solidariteten med folk rundt omkring på kloden. I slutningen af 80´erne vandt jeg sammen med Jens Albert Nielsen LO´s konkurrence om en ny 1.maj sang. Sangen En Tid er nu en fast del af arbejdersangbogen, og bliver stadig sunget rundt omkring på fagbevægelsens skoler samt til 1.maj arrangementer rundt om i landet. 90´er har hvad den politiske sang angår været lidt døde, og jeg har da også selv ligget død med sangskriveriet. Den traditionelle musik og sang tog over. Men - i de senere år, er det blevet mere og mere påtrængende igen at tage stilling. Krige raser, fattigdom og undertrykkelse florerer, og i demokratiets navn bliver folk slået ihjæl. Så nu skriver jeg sange igen. Den traditionelle sang er dog stadig en del af mit koncertrepertoire, sammen med mine egne og andres nyskrevne ting.
|